Der er god dokumentation for, at regelmæssig fysisk aktivitet forebygger brystkræft og tarmkræft, samt formentlig kræft i blærehalskirtel (prostata) og livmoder. Samtidigt er der mange studier, der viser, at personer, der er behandlet for kræft har det bedre, både fysisk og psykisk, hvis de er regelmæssigt fysisk aktive. Der er endvidere holdepunkter for at fysisk aktivitet, efter at man har fået stillet diagnosen brystkræft eller tarmkræft, øger chancerne for overlevelse.

Fysisk inaktivitet og forebyggelse af kræft

Mere end 4000 kvinder bliver hvert år ramt af brystkræft i Danmark og antallet af brystkræfttilfælde er stigende. Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder og fysisk inaktivitet øger risikoen for brystkræft. Hvis man er moderat fysisk aktiv 30 min om dagen har man i gennemsnit en nedsat risiko for brystkræft på 30–40 %. Effekten er størst for normalvægtige kvinder og størst for de kvinder, der motionerer mest.

Fysisk inaktivitet og tarmkræft

Der er ca. 2.500 nye tilfælde per år af kræft i tyktarmen. Tarmkræft (tyktarmskræft og endetarmskræft) er den næsthyppigste årsag til kræftdød og den tredjehyppigste kræftform for mænd og kvinder.. Der er stærk evidens for en association mellem fysisk inaktivitet og tyktarmskræft og det er således blevet foreslået, at fysisk inaktivitet er den vigtigste risikofaktor associeret med kræft i tyktarmen.

Fysisk inaktivitet og andre kræftformer

Fysisk aktive mænd har også nedsat risiko for at få kræft i blærehalskirtlen (prostatakræft), mens fysisk aktive kvinder har 30-40 % nedsat risiko for at få livmoderkræft med størst effekt hos de mest aktive.

Betydningen af fysisk aktivitet for overlevelse af kræft

Målet for den fysiske træning af kræftpatienten har derfor været en positiv effekt på kondition, muskelstyrke, psykisk velbefindende, angst, depression og livskvalitet i videste forstand. Nye studier viser imidlertid, at fysisk aktivitet også øger chancen for overlevelse hos personer med brystkræft og tyktarmskræft. 

Et studium omfattende omkring 3000 kvinder med brystkræft viste, at der var en øget chance for overlevelse blandt de kvinder, der var regelmæssigt fysisk aktive. Den største effekt fandt man hos kvinder, som var fysisk aktive svarende til at gå 2-5 timer pr. uge.

Hos personer med tarmkræft har man endvidere i to studier fundet, at moderat fysisk aktivitet fordoblede chancerne for at overleve og undgå tidlig død pga. kræftsygdommen.

Alt peger altså i retningen af, at det er vigtigt for personer, der er blevet behandlet for brystkræft eller tarmkræft, at de som minimum lever op til de Sundhedsstyrelsens anbefaling om 30 min moderat fysisk aktivitet om dagen. Imidlertid viste et studium, at langt de fleste kvinder ikke lever op til denne anbefaling.

Et andet studium inkluderede 377 kvinder, der var blevet behandlet for brystkræft (123). Ved lodtrækning blev de inddelt i fire grupper: 1) en gruppe fik almindelige råd om fysisk aktivitet 30 min om dagen; 2) en gruppe fik udleveret særligt informationsmateriale om betydningen af fysisk aktivitet hos personer, der havde haft brystkræft; 3) en gruppe fik udleveret en skridttæller; 4) en gruppe, der både fik det særlige informationsmateriale og en skridttæller.

Alle kvinderne blev mere aktive. Gruppe 1, 2, 3 og 4 øgede den ugentlige aktivitet med 30 min, 70 min, 89 min og 87 min. Man kan bedst tolke data sådan, at der er en effekt af at gøre noget ekstra for at motivere denne gruppe af patienter, og at skridttælleren er én af de metoder, man kan anvende.

Konklusion

Skridttælleren kan med fordel anvendes til at overvåge den daglige fysiske aktivitet, der skal sikre at den enkelte opnår optimal forebyggelse af visse kræftformer. Skridttælleren kan også være et redskab til at stimulere personer, der er behandlet for kræft til at få tilstrækkeligt med motion.

Referencer
           
Friedenreich CM, Orenstein MR. Physical activity and cancer prevention: etiologic evidence and biological mechanisms. J Nutr 2002 Nov;132(11 Suppl):3456S-64S.

American Cancer Society. Cancer facts and figures, 2004. www.cancer.org; 2004.

Tomeo CA, Colditz GA, Willett WC, Giovannucci E, Platz E, Rockhill B, et al. Harvard Report on Cancer Prevention. Volume 3: prevention of colon cancer in the United States. Cancer Causes Control 1999 Jun;10(3):167-80.

Norman A, Moradi T, Gridley G, Dosemeci M, Rydh B, Nyren O, et al. Occupational physical activity and risk for prostate cancer in a nationwide cohort study in Sweden. Br J Cancer 2002 Jan 7;86(1):70-5.

Terry P, Baron JA, Weiderpass E, Yuen J, Lichtenstein P, Nyren O. Lifestyle and endometrial cancer risk: a cohort study from the Swedish Twin Registry. Int J Cancer 1999 Jul 2;82(1):38-42.

Holmes MD, Chen WY, Feskanich D, Kroenke CH, Colditz GA. Physical activity and survival after breast cancer diagnosis. JAMA 2005 May 25;293(20):2479-86.

Meyerhardt JA, Giovannucci EL, Holmes MD, Chan AT, Chan JA, Colditz GA, et al. Physical activity and survival after colorectal cancer diagnosis. J Clin Oncol 2006 Aug 1;24(22):3527-34.

Meyerhardt JA, Heseltine D, Niedzwiecki D, Hollis D, Saltz LB, Mayer RJ, et al. Impact of physical activity on cancer recurrence and survival in patients with stage III colon cancer: findings from CALGB 89803. J Clin Oncol 2006 Aug 1;24(22):3535-41.