|
Graviditet – anbefalinger |
|
|
|
Sundhedsstyrelsens officielle anbefalinger, som støttes af Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik samt Danske Jordemødre. Anbefalingerne gælder for raske gravide med forventet normale fødsler. Alle andre bør diskutere anbefalingerne med deres specialist i obstetrik under graviditeten og egen læge eller specialist før graviditeten.
- Alle gravide kvinder bør være moderat fysisk aktive (Borg-skala 12-13) mindst 30 min om dagen – uanset hvor inaktive de har været forud for graviditeten.
- Kvinder med disposition til svangerskabssukkersyge (gestationel diabetes) eller svangerskabsforgiftning (præeklampsi) bør være fysisk aktive ud over de generelle anbefalinger (mængde og intensitet).
- Styrketræning med lette vægte eller træning i maskiner kan med fordel påbegyndes under graviditeten.
- Konditionstræning (Borg skala 14-15) kan med fordel påbegyndes under graviditeten.
- Ikke-vægtbærende fysisk aktivitet anbefales til kvinder med ryg- eller bækkensmerter og er en generel anbefaling til kvinder sidst i graviditeten.
- Kvinder, der har været meget fysisk aktive (konditionstræning af vægtbærende og ikke-vægtbærende type) forud for graviditeten, kan fortsat være fysisk aktive under graviditeten, evt. på let reduceret niveau hvad angår mængde og intensitet, så længe de i øvrigt har det godt.
- Kvinder, der har dyrket hård styrketræning forud for graviditeten, kan fortsætte deres rutine, så længe de i øvrigt har det godt. Der er få data på dette område. Indtil videre anbefales det, at styrketræning af underkroppen ikke intensiveres under graviditeten.
Læs mere i Motion og Graviditet af Bente Klarlund Pedersen |