| Arbejde, stress og fysisk aktivitet |
|
|
|
”Nu må du se at slappe af” er det råd vi ofte giver til den stressede person. Men det råd skal ikke stå alene, for den stressede person har godt af at være fysisk aktiv. Man mener, at den stigende forekomst af stress kan forklares ved, at grænsen mellem arbejds- og privatliv udviskes. Mobiltelefoner og trådløse internetforbindelser gør det muligt at arbejde, mens man kører til og fra jobbet, såvel som når man er hjemme. Med andre ord oplever hjernen, at man aldrig helt lægger arbejdet fra sig eller giver den tid til at koble fra. Man definerer stress som en tilstand, der er præget af anspændthed og ulyst. Man er anspændt og parat til handling. Men samtidigt føler man ulyst og har en negativ forventning til at kunne udføre en opgave eller sit job. Stress er ikke i sig selv en sygdom, men langvarig stress kan føre til sygdomme. Stressede personer vil ofte have et øget tobaks- og alkoholforbrug, uhensigtsmæssige kostvaner og søvnmangel. Alt i alt befinder den stressede person sig i en ond cirkel. Der er flere undersøgelser, der tyder på, at man kan reducere graden af stress, hvis man træner regelmæssigt og er i god fysisk form. Man kan bruge den fysisk aktivitet til at bryde den onde stress-cirkel. |